|
Fakta om Järv (SWE 96)
Den hedder Järv – som også er navnet på et af de mindst kendte rovdyr, som er bemærkelsesværdigt for sin størrelse og beskrives som snu. En jærv er let, vejer kun 10-30 kilo, og er ikke mere end 70-110 centimeter lang. Alligevel er den kendt for at besejre betydeligt større dyr. Ved at døbe SWE 96 Järv fortsætter Victory Challenge sin tradition med at hente navne fra naturen til sine America’s Cup-både. De to både, som blev bygget til Auckland, blev døbt Örn (SWE 63) og Orm (SWE 73). Men bortset fra valget af navne og det, at de tilhører America’s Cup-klassen, er der ingen ligheder mellem bådversionernes oprindelige udspring. (Også klassereglerne er ændret siden Auckland). – I hver enkelt detalje på båden er der gjort fremskridt, intet er fra de gamle både, siger Mani Feers som sammen med sin far, German Frers, har ledet designholdet. At Victory Challenge denne gang har valgt at bygge en ny båd – ikke to – har stillet andre krav til designholdet og til udviklingsprogrammet. SWE 63 og SWE 73 har indgået i udviklingen. Oprindeligt for at tilpasse dem efter de nye klasseregler. Men efterfølgende – i efteråret 2006 – for at teste nye løsninger for rig, sejl og dæklayout. – Dermed kunne vi i bådebyggeriet fokusere på skroget. Det er designet til de forhold, som vi venter os i Valencia. Vi satte målet højt, at skabe det perfekte redskab. – SWE 96 er et godt værktøj til matchracing. Vi har designet hende til at være let at manøvrere og hurtig til at accelerere, siger Mani Frers. Det tager dog tid, før et sejlerhold får det maksimale ud af en så avanceret konstruktion som en ny America’s Cup-båd. – Det vi har set hidtil af SWE 96 er meget lovende. Båden udvikles for hver dag.
Længde: 24 meter Bredde: 3,7 meter Vægt: 24 ton Bulb & køl: 21 ton Mast: 750 kilo Skrog: 2.250 kilo Mastehøjde: 34 meter Dybdegående: 4,1 meter Storsejl: 210-215 kvadratmeter Spiler: 500-530 kvadratmeter Genua: 130-140 kvadratmeter Byggemateriale: kulfiberkomposit Design: German Frers Jr, German Frers Sr. & deres designhold i Milano. Bådebyggerchef: Killian Bushe. Værft: Victory Challenges værft ved Lindholmen Science Park i Göteborg Byggeår: 2006 Besætning: 17 mand Bådebyggeriet indledtes den 14. juni 2006, efter fire måneders planlægning og forberedelse. Designprocessen var påbegyndt i 2005. Byggeriet har fundet sted på Victory Challenges bådebyggervært i Lindholmen Science Park på Hisingen i Göteborg, i en klynge af højteknologiske og udviklingsintensive virksomheder, som er vokset op i et område, der tidligere var en del af den mægtige værftsindustri i byen. Her er egentlig ingen bådebyggervirksomhed tilbage, i stedet virksomheder som Volvo Cars, Volvo Technology, Ericsson, IBM, Semcon og WM-data Caran, samt Göteborgs Universitet, Chalmers Tekniska Högskola og det fælles IT-universitet. Det er vanskeligt at tænke sig et mere passende sted for byggeriet af en båd til sejlsportens Formel 1, i et område med en forhistorie indenfor værftsindustrien, men som i dag præges af innovationskraft og fremtidstro. Til sin rådighed har man haft en nybygget 40 meter lang ovn, en vigtig del af byggeriet af en kulfiberkompositbåd. Det har ikke været det eneste nye. Hele byggeprocessen forandredes også, fra da Örn (SWE 63) og (SWE 73) Orm blev skabt til America’s Cup i Auckland 2002-2003. Sidste gang, på samme bådværft, anvendte Victory Challenge en hanform. Dengang blev båden bygget på en træprop, som var noget mindre end selve båden, så den ville ende med at få den rette størrelse. Det gik hurtigere, men krævede mere efterarbejde med spartling, som så igen gjorde skroget tungere. Denne gang har man anvendt en hunform. Derfor byggedes der først en træprop, nøjagtigt efter Mani Frers bådtegning. På den lamineredes en kulfiberform, som hærdnes i ovnen, præcis som da selve båden færdiggjordes.
Der er mange fordele ved denne mere tidskrævende proces til at bygge en America’s Cup-båd. En meget tydelig fordel er, at vægten bliver mindre. Der er behov for meget mindre spartling – og det alene reducerer skrogets vægt med mere end 100 kilo. Tænk så på, at skroget på en 24-meter lang America’s Cup-båd, der er bygget med hanform, vejer cirka 800 kilo. At anvende hunform betyder, at mere end 100 kilo mere kan flyttes ned til bulben, hvilket øger bådens fart. Totalvægten må stadigvæk ikke overstige 24 ton. Bådebyggerchefen Killian Bushe har været kompromisløs, for at nå det bedst tænkelige resultat. Det var også ham, der byggede vinderbåden for ABN AMRO til Volvo Ocean Race 2005-2006, og for Illbruck til verdenskapsejladsen 2001-2002. Til byggeriet har han haft 25 personer til sin rådighed på bådebyggerholdet i Göteborg, repræsenterende 14 forskellige nationaliteter. Den 12. oktober 2006 var de kommet så langt, at Victory Challenge kunne meddele, at man var tildelt sejlnummeret 96 til den nye båd til 32. America’s Cup. Meddelelsen blev givet ved en pressefrokost med Magnus Holmberg, holdskipper og rorsmand, samt med Mani Frers og Killian Bushe, på Nordic Sea Hotel i Stockholm. SWE 96 var det 14. sejlnummer som blev tildelt både, der deltager i 32. America’s Cup. Sejlnummeret blev tildelt efter at byggeriet af selve skroget var blevet indledt. SWE 96 var færdig til at forlade værftet i Göteborg mandag den 8. januar 2007, til transport med langvogne til Valencia. Vel fremme på Victory Challenges base i værtsbyen for 32. America’s Cup blev SWE 96 udstyret med spil, hydraulik og elektronik. Skroget, med Red Bull-symbolet foran og energidrikkens logo på siderne, fik nyt udseende sammenlignet med SWE 63 og SWE 73. Køl og rig blev monteret. Fredag den 9. februar 2007 var det tid til søsætning ved en privat ceremoni for Victory Challenges hold. Magnus Holmberg, holdskipper og rorsmand, sagde: – For holdet er dette en virkelig historisk dag. Det er fantastisk at være her, og fra sejlerholdet vil jeg fremføre min varme tak til Mani Frers og designholdet og til Killian Bushe og bådebyggerholdet. – Der er ikke alene lagt en enorm mængde mandetimer i dette projekt, også meget blod, sved og tårer, og jeg ved, at I alle har kæmpet hårdt for at få skabt denne storslåede båd. – Vi i sejlerholdet har haft visse ideer, men nu må vi intensivere vores del og sikre, at vi sejler den hurtigt og passer godt på den. Vi føler det store ansvar overfor jer to, men ser også frem til det. – Det er nu tid for Kristina Anker, hustru til vores administrerende direktør Johan Stenman, at ønske båden held og lykke, før den søsættes, afsluttede Magnus Holmberg. Hvorved hun blev løftet op til kølen for at knuse en flaske Moët & Chandon. Derefter søsattes SWE 96. Dagen efter blev båden taget ud på sin jomfrutur. Efter de indledende strukturtests påbegyndtes tobådssesjladsen med SWE 96 og SWE 73 mandag den 19. februar. Victory Challenge valgte at vente med bådfesten til den 22. februar. ACC-klassen blev brugt første gang i America´s Cup i 1992. Frem til konkurrencen i Auckland var 82 sejlnumre blevet tildelt. Til 32. America’s Cup er yderligere 18 sejlnumre blevet tildelt: SUI 100, Alinghi, Schweiz ITA 99, Mascalzone Latino, Italien USA 98, BMW Oracle Racing, USA ESP 97, Desafío Español SWE 96, Victory Challenge, Sverige CHN 95, China Team ITA 94, Luna Rossa Challenge, Italien FRA 93, Areva Challenge, Frankrig NZL 92, Emirates Team New Zealand SUI 91, Alinghi, Schweiz ITA 90, Mascalzone Latino, Italien GER 89, United Internet Team, Tyskland ESP 88, Desafío Español, Spanien USA 87, BMW Oracle Racing, USA ITA 86, Luna Rossa Challenge, Italien ITA 85, +39 Challenge, Italien NZL 84, Emirates Team New Zealand, New Zealand RSA 83, Team Shosholoza, Sydafrika Ved de obligatoriske forregattaer i 2005 og 2006 var det eneste vilkår, at bådene skulle opfylde kravene ifølge de nye klasseregler, version 5. Til udfordrerserien Louis Vuitton Cup og America´s Cup-finalen gælder de oprindelige vilkår i “Deed of Gift”, at skroget skal være bygget i det land udfordreren kommer fra. Så nye hold, som China Team og United Internet Team, har været tvunget til at bygge nye både. For at være konkurrencedygtige har alle hold dog bygget mindst en båd. Det er tilladt at bygge to både. Victory Challenges udfordring til 32. America’s Cup sker i partnerskab med Tele2, Red Bull og MTG. Metro og Viasat Broadcasting er mediepartnere. Sail Racing, LIROS Yacht Ropes, Rutgerson Marin, Pergo og OM Pimespo Ibercarretillas er officielle leverandører. Holdleverandører er Sebago, Oakley, Optimus, Fitness First i Valencia og Nordic Sea Hotel i Stockholm. Bert Willborg/Victory Challenge | |||
| |||
|
Fakta om Örn (SWE 63)
I foråret 2005 blev hun modificeret ifølge de nye klasseregler, som gælder for den 32. America’s Cup for deltagelse i de første obligatoriske forregattaer. Bådklassen er blevet ændret siden Auckland, og den nye version tillader større sejlflade, en lettere båd, med dybere køl, med samme stabilitet som tidligere. Resultatet bliver en lettere, hurtigere båd, der er “turbo-ladet” til den 32. America’s Cup. Victory Challenges båddesigner Mani Frers har ansvaret for det forandrede design. Ombygningsarbejdet blev ledet af Victory Challenges shore manager Sam Murch og bådebyggerchefen Killian Bushe, og det er foregået i det same værftslokale på det gamle værftsområde Lindholmen i Göteborg, hvor Örn og Victory Challenges anden båd Orm (SWE 73) blev bygget inden America’s Cup i Auckland 2002/2003. Örn blev søsat i Valencia den 4. juni 2005 og har derefter været anvendt i Valencia Louis Vuitton akterne 4 & 5, Trapani Louis Vuitton akterne 8 & 9 samt Valencia Louis Vuitton akterne 10, 11 & 12. Her er Örns historie: Den første søsætning fandt sted i Auckland, New Zealand, den 10. december 2001, hvortil hun blev fragtet på et gigantisk russisk transportfly, en Antonov, efter dåben i bådebyggerihallen i Göteborgs havn lørdag den 27. oktober 2001. Hun blev døbt af den norske sangstjerne Sissel Kyrkjebø. – Det er en mere ekstrem og hurtig båd end dem jeg har været med til at designe tidligere, sagde hoveddesigneren German ”Mani” Frers Jr. ved dåbsceremonien. Han var en af Pradas hoveddesignere af den båd, som det italienske syndikat tog helt til finalen i den seneste America’s Cup. Bådebyggeriet, som tog i alt ca. 20.000 timer, blev ledet af newzealænderen Chris Mellow, som tidligere var med til at bygge Team New Zealands Black Magic-både. Til sin hjælp havde han 20 professionelle bådebyggere fra New Zealand, Australien, England og Sverige. Bådebyggeriet er et eneste stort håndværk, eftersom skroget af kulfiber bygges uden på en form af knastfrit cedertræ. Bag arbejdet lå et langt forberedelsesarbejde, hvor den nyeste teknik blev anvendt – fra tredimensionelle CAD-tegninger, som blev skabt i computere af Mani Frers og hans team, overført til Caran, som fræsede en række skrogmodeller i 1/4 størrelse, på samme måde, som fabrikker laver prototyper til bilmodeller. Alternative bådmodeller blev bygget i kulfiberkomposit, det samme materiale, som America’s Cup-bådene er lavet af. Tanktest af modellerna foregik hos Statens skibsafprøvningsanstalt, SSPA i Göteborg. Strukturmæssige kontroller blev udført af ingeniørvirksomheden Semcon. Via denne proces fandt man frem til det hurtigt tænkelige skrog, det som til sidst blev til Örns skrog.” Örn anvende i round robin ét i Louis Vuitton Cup i oktober 2002. Da Örn i april/maj 2005 blev modificeret til de nye klasseregler, som er gældende for den 32. America’s Cup, blev båden blandt andet 1 ton lettere. Vægten forsvandt fra bulben. Dybden blev øget. Før akterne i 2006 fortsatte modificeringerne. Der blev bl.a. udskiftet 7 meter forende. Modificeringerne fortsatte efter akterne 2006, som en del i udviklingsarbejdet før bygningen af SWE 96 før Louis Vuitton Cup 2007. Vigtigste fakta om Örn, efter modificeringen til de nye klasseregler: Længde: 24 m Bredde: 3,9 m Vægt: ca. 24 ton Bulb: 19 ton Mast: 0,8 ton Finne: 1,0 ton Skrog: 2,2 ton Mastens højde: 34 m Dybdegående: 4,1 m Storsejl: 215-220 kvm Spinnaker: 500-530 kvm Genua: 130-140 kvm Bygningsmateriale: kulfiberkomposit Design: German Frers Jr. Bådebygger: Chris Mellow/Victory Challenge, for den nye forende, Killian Bushe. Byggeår: 2001 Besætning: 17 mand Både Örns og Orms udseende er ændret med tiden. Før Louis Vuitton Cup 2002 var skroget dekoreret med logotyperne for Tele2 og Metro (i forenden). Til de indledende forregattaerne inden for rammerne af den 32. America’s Cup var der kun Tors hammer i forenden, det samme symbol fra den nordiske mytologi, der også findes i Victory Challenges logotype. Den 22. juni 2006, da Valencia Louis Vuitton Akt 12 skulle begynde, var hammeren på SWE 63 erstattet med Red Bull-symbolet og energidrikkens logotype var sat på skroget. Også SWE 73 fik snart det nye udseende.
| |||
| |||
|
Fakta om Orm (SWE 73)
Orm blev døbt og søsat ved en ceremoni på Victory Challenges base i America’s Cup-byen i Auckland den 20. august 2002. Dermed havde den svenske America’s Cup-udfordring sin anden sejlklare båd. Hun debuterede i den anden omgang af round robin i Louis Vuitton Cup, efter en række vellykkede test var blevet gennemført. Orm er, præcis som Örn, tegnet af German Frers Jr. og er bygget i Göteborg under Chris Mellow ledelse. Det tog 20 bådebyggere fra Sverige, New Zealand, Australien, England, Frankrig og Portugal i alt ca. 20.000 timer over knap 5 måneder af få Orm gjort klar. Arbejdet foregik – præcis som med Örn – i et værkstedslokale, som tilhørte den tidligere værftsindustri på Lindholmen i Göteborg, et område som i dag i øvrigt er videnscentrum. Orm forlod Göteborg om bord på fartøjet M/V Taiko fra rederiet Wallenius Wilhelmsen i begyndelsen af juli 2002. Hun ankom til Aucklands havn den 10. august. Tidligt om morgenen næste dag ankom hun til Victory Challenges base. I løbet af 10 dage var Orm klar til dåb og søsætning. Selve dåben blev udført af Brenda Rawiri, som ankom sammen med sin mand Tu Tata. De er begge maorier, New Zealands oprindelige befolkning. Inden Brenda Rawiri svang champagneflasken og lod boblerne flyde ned over den nybyggede båd, sagde hun: – Som repræsentant for den lokale befolkning siger jeg tak, fordi I har indbudt mig i dette specielle tilfælde, det er virkelig et privilegium. Straks derefter blev Orm søsat for første gang. Det var virkelig helt specielt for Victory Challenge. Ceremonien foregik i private rammer. Alle teammedlemmer var til stede, samt kærester, koner og børn. Desuden var der nogle specielt indbudte gæster fra Louis Vuitton Cups organisation, fra CORM, som er udfordrernes fælles organisation, samt fra Team New Zealand. Der kom Roy Mason, den shore manager, som var med, da NZL 38 blev leveret til Göteborg i sommeren 2000. Det var i og med søsætningen af den båd, som fik navnet Cristina, at Victory Challenges forberedelser startede til America’s Cup. Fra Team New Zealand kom også Ross Blackman, vicedirektør. Med sig havde han Lady Blake, som denne morgen rejste tilbage til Auckland for at døbe Team New Zealands første nye båd, NZL 81, i ugen efter. Det var hende, som døbte NZL 57, den første båd til at forsvare America’s Cup 2000, sammen med sin mand, Sir Peter Blake, som dengang var elder for Team New Zealand. Han blev myrdet 2001 på en bådrejse på Amazonasfloden. Hvad ingen af gæsterne ved Orms dåb vidste, at der netop da indløb besked om, at Victory Challenges initiativtager Jan Stenbeck tragisk var gået bort på American Hospital i Paris efter et hjerteanfald. Han var taget til Paris for en rutinemæssig lægekontrol, da infarkten blev udløst. Teamet blev informeret nogle timer efter ceremonien, samtidig med at de fik besked på, at projektet skulle fortsætte ifølge planen. Tidligt næste morgen, efter 1 minuts stilhed, begav besætningen sig ud på Orm på hendes jomfrurejse. På alle baserne i Viaduct Harbour vajede flagene da på halv stang. Arbejdet med at gøre Orm klar til konkurrence fortsatte ufortrødent. Til round robin 1 valgte man dog Örn. Men fra starten af round robin 2 var det Orm, der skulle bruges. Hun blev også valgt til kvartfinalematcherne mod Le Défi Areva og til matcherne mod Prada om en plads i semifinalen. Vigtigste fakta om Orm, efter modificeringen til de nye klasseregler: Længde: 24 m Bredde: 3,9 m Vægt: ca. 24 ton Bulb: 19 ton Mast: 0,8 ton Finne: 1,0 ton Skrog: 2,2 ton Mastens højde: 34 m Dybdegående: 4,1 m Storsejl: 210-220 kvm Spinnaker: 500-530 kvm Genua: 130-140 kvm Bygningsmateriale: kulfiberkomposit Design: German Frers Jr. Bådebygger: Chris Mellow/Victory Challenge, for den nye forende, Killian Bushe. Byggeår: 2002 Besætning: 17 mand Både Örns og Orms udseende er ændret med tiden. Før Louis Vuitton Cup 2002 var skroget dekoreret med logotyperne for Tele2 og Metro (i forenden). Til de indledende forregattaerne inden for rammerne af den 32. America’s Cup var der kun Tors hammer i forenden, det samme symbol fra den nordiske mytologi, der også findes i Victory Challenges logotype. Den 22. juni 2006, da Valencia Louis Vuitton Akt 12 skulle begynde, var hammeren på SWE 63 erstattet med Red Bull-symbolet og energidrikkens logotype var sat på skroget. Også SWE 73 fik snart det nye udseende.
| |||
| |||
|
Vinderen i Orm-konkurrencen
Bidragene begyndte at strømme ind. Mere end 1000 forslag kom der fra konkurrencesejlsportsfolk, kunstnere med specialisering i søfartsmotiver, America’s Cup-fantaster, webdesignere, almindelige sejlsportsinteresserede og børn. Bidragene kom fra store dele af verden, ud over fra Sverige, kom de fra lande som Danmark, Finland, Polen, Holland, Italien, Frankrig, Spanien, Chile, USA og Canada. Den endelige vinder blev Arnold Choi fra Delft i Holland. Arnold Choi er af sydkoreansk afstamning, født og opvokset i Toronto, Canada, og bosat Holland. De konkurrerende bidrag var så gode, at Victory Challenge besluttede at åbne et galleri med alle forslagene til Orm-konkurrencen. Ud over præmien, fik Arnold Choi også til opgave at tegne et nyt symbol for Örn. Gå direkte til Orm-galleriet | |||
| |||
|
Fakta om Cristina (tidligere NZL 38)
Båden findes ikke længere hos Victory Challenge, men blev i 2004 overtaget af Saileurope, som har til hensigt, at bruge hende i Spanien som en båd, der kan chartres af dem, der gerne vil opleve, hvordan det er at sejle med en America’s Cup-båd. Cristina forlod Victory Challenge-basen på 85 Halsey Street i Auckland ved daggry torsdag den 8. august 2002. Dermed havde en af America’s Cup-historiens virkelige arbejdsheste trukket sig tilbage. Det var Team New Zealand, der brugte Cristina som Black Magic-båden NZL 38 ved sin sejr i America’s Cup 1995, som kaldte Cristina för ”en af America’s Cups mest fremstående arbejdsheste” i sin hyldest, efter hun sejlede i sin sidste match for Victory Challenge. Mats Johansson, Victory Challenges daværende projektleder, erindrede selv, hvad Peter Gilmour, dengang Nippon, senere OneWorld, sagde i forbindelse med forrige America's Cup, da Victory Challenge skulle startes, og det var aktuelt at købe NZL 38: - Med den hurtighed og den kapacitet som båden har, skulle den have kunnet nå semifinalen i årets Louis Vuitton Cup. Da Cristina forlod basen, sagde Mats Johansson: - Det har vi fået bekræftet i alle de matcher, hvor hun har sejlet for os mod både fra netop det års Louis Vuitton Cup, der har hun givet dem en rigtig match og hentet flere sejre hjem. I august 2002 var der ikke længere nogen plads til hende i den svenske America’s Cup-udfordring. Det måtte skaffes råderum på den svenske base før ankomsten af den nybyggede Orm (SWE 73). Örn (SWE 63) var her allerede, og basen kan ikke rumme mere end 2 America’s Cup-både. Det var ikke nogen enkel procedure at losse en 24-meter lang America’s Cup-båd, så den kunne forlade basen ad landevejen. Først blev de allertungeste dele afmonteret, kølen og finnekølen, mere end 20 ton. Senere ankom en løftekran, der blev kørt ind på nabobasen, der hvor franske Le Défi Areva endnu ikke var flyttet ind. Med løftekranen på den ene side af hegnet og Cristina på den anden, blev hun løftet over på en ventende slæbevogn. Klokken var lidt over 7, lige ved daggry, da transporten forlod America’s Cup-byen. Det var 2 år og 2 måneder efter Victory Challenge fik hende til sin daværende base i Göteborg. Dengang, lige før midsommer 2000, ankom hun sammen med 4 af Team New Zealands hold, storsejlgrinder Jonathan Macbeth, Nick Heron, backstagsgrinder, shore manager Roy Mason og Dean Phipps. Den sidste er i dag midtfordækker i schweiziske Alinghi. Han hoppede af fra Team New Zealand lige efter besøget i Göteborg. Årsagen til at de kom til Sverige var for at overdrage NZL 38 til Victory Challenge og för at lære den svenske America’s Cup-udfordrers daværende få besætningsmedlemmer visse grundlæggende fakta om båden. Denne afleveringsservice indgik i købet. De 4 var med, du hun blev sejlet i smug et par dage før den officielle søsætning. Da var selve initiativtageren, medie- og telekom-entreprenøren Jan Stenbeck ombord. For Cristina blev det en hård første sommer og efterår. Mats Johansson, projektlederen, var som regel selv rorsmand, samtidig med at han arbejdede hårdest af alle med de første rekrutteringer til besætningen. I al hemmelighed var der 2 fantastiske rorsmænd, som kom til Göteborg for at sejle i smug. Der var 2 formål med det, dels at få dem gjort interesserede, dels fordi det var nødvendigt. Jesper Bank var rorsmand i en periode i august 2000, allerede inden han rejste til OS i Sydney og vandt sit andet guld. Magnus Holmberg var der i september 2000, hvor Mats Johansson selv var i Sydney for at sejle Starbåt i OS. Der var da endnu flere måneder til, før det blev officielt, at netop Jesper Bank og Magnus Holmberg skulle blive rorsmænd i den svenske America’s Cup-udfordrer. Sejladsen foregik uafbrudt i Göteborgsområdet, omkring Vinga fyr. Men Cristina blev også fragtet til Stockholm for at sejle med sponsorer der og til Malmö for en tur under den dengang nyåbnede Øresundsbro mellem Malmø og København. De sidste uger i Göteborg var vanskelige, vejrmæssigt set. Sejladsen fortsatte langt ind i november, inden besætningen fløj til de Kanariske Øer for træning i matchracing i Las Palmas. Så flyttede basen til byen Sète ved Middelhavet i Frankrig. Der fik besægningen fra Victory Challenge første chance til at sejle med Cristina mod et andet syndikat. Der mødte man igen Dean Phipps, der nu sejlede for Alinghi, som også valgte Sète som sin oplægningsplads før America’s Cup 2002/2003. Så Cristinas første modstandere blev Alinghis daværende skipper Russell Coutts, som selv var rorsmand på NZL 38, da hun vandt sine matcher i Louis Vuitton Cup 1995. Cristina blev derefter anvendt uafbrudt, med undtagelse af de uger, hvor hun blev transporteret fra Sète til Auckland i oktober i fjor. Hun blev ramt af større eller mindre skader. I august havde hun gjort sit for Victory Challenge. Vigtigste fakta om Cristina: Længde: 24 m Bredde: 4,22 m Forskydning: ca. 25 ton Køl: 20 ton Mast: 0,8 ton Finnekøl: 1,5 ton Skrog: 2,5 ton Mastens højde: 34 m Dybde: 4 m Storsejl: 217 m² Spinnaker: 460 m² Byggemateriale: kulfiberkomposit Konstruktør: Team New Zealand Værft: McMullen and Wing Byggeår: 1994 Besætning: 16 man |
