Den 32. America’s Cup giver sejlsportsentusiasterne mere regatta end nogen sinde før i løbet af dette trofæs nu 156-årige historie.

Vi præsenterer hele den 32. America’s Cup med en række billeder – for at beskrive, ikke blot hvordan alle konkurrencerne skal forstås, men også det anvendte pointsystem, der bruges til at finde frem til netop den udfordrer, blandt de i alt 11 udfordrere i denne omgang, der til allersidst møder forsvareren, schweiziske Alinghi, i America’s Cup-finalen, som indledes den 23. juni 2007.

Det, der skal ske i America’s Cup-finalen, er ikke sket tilsvarende de foregående 31 gange, America’s Cup er blevet sejlet.

Ved at klikke på det første billede, så det forstørres, forstår man, at det, der til hverdag kaldes forregatta, men korrekt hedder Louis Vuitton Act, først med stednavnet og bagefter aktens nummer, blev indledt allerede 2004.

Det var dog frivilligt at deltage – og de team, der har klaret sig godt, får intet for det bagefter.

Siden 2005 har forregattaerne været obligatoriske for alle 11 udfordrere – såvel som for forsvareren.

Og værdien af de forregattaer, der sejles 2005-2007, stiger år for år.

Hvordan det? Det er blot at læse videre.

Dette er oplægget til akterne, i Valencia, Spanien, Malmö, Sverige og Trapani, på Sicilien år 2005 og i Valencia i løbet af 2006-2007.

Det er en blanding af matchrace – dvs. 2 både mod hinanden – og fleetrace, hvor alle 12 starter samtidigt.

De 12 team er:

Alinghi, Schweiz, forsvarer

Og de 11 udfordrere i den rækkefølge, de udfordrede:

1. BMW Oracle Racing, USA
2. +39 Challenge, Italien
3. Team Shosholoza, Sydafrika
4. Emirates Team New Zealand, New Zealand
5. Luna Rossa Challenge, Italien
6. K-Areva, Frankrig (tidligere K-Challenge)
7. Victory Challenge, Sverige
8. Desafio Español, Spanien
9. Mascalzone Latino – Capitalia Team, Italien
10. United Internet Team, Tyskland
11. China Team, Kina

I en akt med matchrace mødes alle team én gang – hver i 11 matcher. Hver sejr giver 1 point. For at klare så mange matcher på så kort tid, sejler hvert team i 2 matcher om dagen, inddelt på 2 forskellige baner, hvor 3 matcher starter lige efter hinanden. Når den sidste af de 3 matcher er overstået, er der 1 times pause til næste matchrunde. Bemærk, at der kun sejles 2 runder, sammenlignet med 3 runder i Auckland 2002/2003, og at banen er kortere, hvilket gør, at hver match kan sejles på godt 1 time.

Antallet af fleetrace er 5, med 2 om dagen i de første 2 dage, og 1 den sidste dag. En førsteplads får 12 point, en andenplads 11 point og så videre ned til 1 point.

Hver akt tælles sammen, og den, der sejrer totalt i hver akt får 12 point, en andenplads giver 11 point og så fremdeles ned til 1 point.

I 2006 og 2007 er der flere sejladser i forregattaerne end i 2005.

Akt 12, som består af matchrace, afsluttes med både semifinaler og finale, og er dermed en slags generalprøve for 2007s udfordrerserie Louis Vuitton Cup. Akt 12 er sidste gang teamene mødes i match race inden Louis Vuitton Cup.

Akt 13, den 14. april, som er fleetrace, består også af 7 race.

Hver akt tælles sammen, og den der sejrer totalt i hver akt får 12 point, en andenplads giver 11 point og så fremdeles ned til 1 point.

Det team, der har flest point sidst på året, bliver Louis Vuitton America’s Cup-klassemester for det år.

Det er dog kun en del af udregningssystemet. Den anden del gælder kun for udfordrerne – og for at forstå det, skal du læse videre.

Hver akt – fra og med de obligatoriske i 2005 – har betydning inden for Louis Vuitton Cup. Som det fremgår af billedet, er forsvareren Alinghi og dens resultat fjernet. Hver udfordrer rangordnes før hver akt – fra 11 point ned til 1 point.

2005 – hvor der er 6 akter i alt, hvoraf de 3 er matchrace- og 3 fleetraceakter – får udfordrerne 1 rangordenspoint med sig for hvert point, de har optjent.

2006 – hvor der er færre akter i alt, kun 3, heraf 2 matchrace- og 1 fleetraceakt – har sejladserne større betydning. Da skal hvert point, et team skaffer sig, ganges med 2.

2007 – med kun 1 akt – en fleetraceakt lige før starten af Louis Vuitton Cup – hvor pointene er særdeles betydningsfulde. Der ganges de med 3.

Det betyder i praksis, at værdien af alle akterne i løbet af 2005 står for 40 procent af den værdi, der betyder noget i Louis Vuitton Cup.


I 2006 står disse akter også for 40 procent af værdien.

For fleetrace-akten 2007 står den for 20 procent.

Kompliceret? Læs videre, så forstår du, hvad det indebærer for fortsættelsen.

Pointene giver de team, der har sejret ved forregattaerne, et forspring i udfordrerserien Louis Vuitton Cup, når den starter den 16. april.

Den med flest point – baseret på den netop beskrevne pointberegning – får 4 point med sig ind i Louis Vuitton Cup. De team, der samlet sluttede som 2-4 i forregattaerne, får 3 point med sig ind i Louis Vuitton Cup. Pladserne 5-7 får 2 point med sig, og de sidste 4 får 1 point.

Louis Vuitton Cup afgøres i to round robin, hvor alle møder alle (i hastigt tempo i round robin 1, det er 2 matcher om dagen). Round robin 1 skal være klaret allerede den 23. april. Round robin 2 afgøres mellem den 25. april og den 7. maj.

Der er stor forskel fra Louis Vuitton Cup i Auckland 2002-2003, selv om der heller ikke fandtes nogen forregattaer før da.

Hver vundet round robin-match giver nu 2 point (i Auckland kun 1 point). Det betyder, at de 4 samlede pointvindere fra forregattaerne medbringer, hvad der svarer til 2 vundne matcher.

Efter de 2 round robin-runder blev kun 1 ud af de 9 team elimineret i Auckland, det italienske Mascalzone Latino. De andre 8, deriblandt Victory Challenge, gik videre til kvartfinalerne.

Allerede den 7. maj 2007, efter round robin 2 er klaret, kan 7 team i Valencia pakke sammen. De 4 bedste sejler i semifinalerne. Der bliver ingen kvartfinaler denne gang.

Den der klarer sig bedst i round robin-runderne vælger sin modstander i den ene semifinale. De øvrige team sejler den anden semifinale.

I semifinalerne, som indledes den 14. maj, handler det om at være bedst i 9 matcher, hvor hver sejr giver 1 point.

De 2 vindere i semifinalerne mødes i Louis Vuitton Cup-finalen, som også sejles om at være bedst i 9 matcher, med 1 point pr. sejr.

Dermed er vinderen af Louis Vuitton Cup fundet, senest den 12. juni 2007, efter en proces, der blev indledt 2 år tidligere.

Vinderen af Louis Vuitton Cup møder forsvareren Alinghi i America’s Cup-finalen, som indledes den 23. juni 2007. Også der gælder det om at være bedst ud af 9 matcher.

Det hele handler om sejlsportsverdenens mest prestigefyldte trofæ. De første 132 år var indehaveren New York Yacht Club. Først i 1983 blev sportsverdenens længste sejrsrække brudt, da Australia II, som repræsenterede Royal Perth Yacht Club, besejrede New York Yacht Clubs Liberty.
USA vandt America’s Cup tilbage i 1987, via Dennis Conner, den holdskipper, der mistede trofæet i 1983, og som nu sejlede for San Diego Yacht Club. Han forsvarede America’s Cup i 1988.
USA vandt også i 1992, men i 1995 skiftede trofæet igen hænder til et andet land. Team New Zealand, repræsenterende Royal New Zealand Yacht Squadron, vandt. Team New Zealand forsvarede også cup’en i Auckland 2000, men måtte vinke farvel til trofæet i 2003, da den 5. yachtklub i historien, Société Nautique de Genève, repræsenteret af Alinghi, førte trofæet til Europa for første gang siden 1851, da skonnerten America, den skonnert, som gav trofæet navn, besejrede en flåde af britiske yachter og lagde grunden til, at legenden begyndte.

[Victory Challenge besejrer Le Defi Areva i kvartfinalen]

Victory Challenge kom med sin første udfordring under ledelse af medie- og telekommunikationsentreprenøren Jan Stenbeck.
Victory Challenge var et af 9 syndikater, som kæmpede i udfordrerserien Louis Vuitton Cup – og resultatet overgik alt, hvad noget svensk team havde præsteret indtil da.

Med tre matcher vundet i round robin-1 og 4 i round robin-2 blev det til en femteplads efter de indledende omgange.

Blandt dem var der 2 sejre mod den legendariske Dennis Conner, som repræsenterede New York Yacht Club, den klub, som var indehaver af America’s Cup i de første 132 år. Der var 2 sejre mod italienske Mascalzone Latino, 2 mod den franske båd Le Defi Areva og 1 mod GBR Challenge.

Victory Challenge, som nummer 1 i den nedre halvdel, blandt de 8 resterende (eftersom den italienske Mascalzone Latino blev elimineret), valgte at møde den franske Le Defi Areva i kvartfinalen.

Efter 3 sejre – og én der glippede – og endnu én sejr, gik Victory Challenge videre den 18. november 2002.
Opbygningen i kvartfinalerne var sådan, at sejrherrerne i kvartfinalerne fra den nedre halvdel bagefter kom til at møde taberne i kvartfinalerne fra den øvre halvdel i det, der blev kaldt ”repechage”, dvs. endnu en chance for at komme i semifinalen.

Victory Challenges modstandere blev italienske Prada, som vandt Louis Vuitton Cup-finalen i America’s Cup år 2000.

Victory Challenge blev besejret – og endte altså dermed på en femteplads alt i alt.

I semifinalerne blev Prada besejret af amerikanske OneWorld og et andet amerikansk team, Oracle BMW Racing, af den schweiziske båd Alinghi.

Selv da måtte sejrherren fra den nedre halvdel – One-World – sejle mod taberen fra den øvre halvdel – Oracle – om den sidste plads i Louis Vuitton-finalen.

Det blev ikke helt uventet til Alinghi mod Oracle i finalen.

Alinghi, som havde flest nøglepersoner fra Team New Zealands America´s Cup-sejrherre 1995 og 2000 med ombord, deriblandt skipperen Russell Coutts, vandt med 5-1.

Team New Zealand, som ikke havde de tidligere nøglepersoner med ombord, begik en katastrofal fejl i America’s Cup-finalen. Både i den 1. og 4. match blev New Zealand tvunget til at begå overtrædelser. Alinghi vandt med 5-0.

For første gang i den da 152-årige America’s Cup-historie havde et europæisk team vundet.

Både fra følgende 9 yachtklubber var de officielle udfordrere:
Gamla Stans Yacht Sällskap (Victory Challenge), Sverige
Yacht Club Punta Ala (Prada), Italien
Reale Yacht Club Canottieri Savoia (Mascalzone Latino), Italien
Seattle Yacht Club (One-World), USA
New York Yacht Club (Stars and Stripes), USA
Societe Nautique de Geneve (Alinghi Challenge), Schweiz
Union Nationale pour la Course au Large (le Defi), Frankrig
Royal Ocean Racing Club (GBR Challenge), Storbritannien
Golden Gate Yacht Club (Oracle BMW Racing), USA

Eftersom America’s Cup, ifølge det oprindelige gavedokument, skal sejles på åbent hav, indledte Allinghi eftersøgningen af en værtsby (man kunne ikke sejle på Geneve-søen.) Valget faldt til sidst på spanske Valencia.


Fodnote: Der var oprindeligt 10 udfordrere. Men den tyske båd Illbruck, som også deltog i Volvo Ocean Race og vandt, havde ikke de økonomiske midler til også at gennemføre en America’s Cup-udfordring, og trak sig ud igen, efter man havde indbetalt tilmeldingsgebyret og var begyndt at bygge båden.

[Trofæet]

America’s Cup er verdens ældste og mest kendte sportstrofæ. I de 156 år den legendariske sejlsportskonkurrence har eksisteret, har den symboliseret spænding, nydelse, teknisk fuldkommenhed og den finest tænkelige form.

Det begyndte i 1851, da skonnerten America, ejet af blandt andre New York Yacht Clubs første kommandør John Cox Stevens, efter at have sejlet over Atlanten lagde til ved Isle of Wight for at udfordre et modvilligt England.
Fredag den 22. august fandt konkurrencen til sidst sted, mod 15 engelske både.
En af tilskuerne var dronning Victoria.
– Hvem fører? spurgte hun og fik svaret:
– America.
– Hvem er nummer to?
– Deres Majestæt, der er ingen nummer to.
Bådene var meget forskellige. America vejede 170 ton, britiske Aurora, som passerede mållinjen otte minutter senere, kun 47 ton.
Med Dick Brown som skipper havde America vundet, og det hele kunne have været ovre med det.
Men den 12. juli 1857 donerede John Cox Stevens og andre dalevende medlemmer af det amerikanske syndikat det sølvtrofæ, de havde vundet i 1851, britiske Royal Yacht Squadrons ”100 Guinea Cup”, til New York Yacht Club.
Det var fremstillet af hofjuveleren Robert Garrard i London i 1849. De omdøbte trofæet til ”America’s Cup” for at hædre den båd, som havde ført det til USA. Med det fulgte ”Deed of Gift”, et gavedokument, som siden da har udgjort grundlaget for reglerne i America’s Cup. Deri fandtes også statutterne om at bruge America’s Cup som ” et evigt udfordrertrofæ for venskabelig konkurrence mellem forskellige lande”.
På grund af den amerikanske borgerkrig skulle det dog vare 13 år, til den 9. august 1870, før den første udfordring skulle finde sted. Bag den – og det næstfølgende års – stod den britiske industrimand James Ashbury, som havde skabt sin formue indenfor transport. Han var en af den tids iværksættere. Han vendte tilbage til England uden trofæ og emigrerede til sidst til New Zealand for at blive fårefarmer.

Den som mest ihærdigt forsøgte at genoprette Englands ære var Sir Thomas Lipton. Han stod bag fem udfordringer mellem 1899 og 1930 (den fjerde udfordring indgav han i 1913, men da han var på vej til USA udbrød første verdenskrig, og konkurrencen afgjordes ikke før i 1920). Sir Thomas Lipton havde aldrig held med sine udfordringer, han var i 80-årsalderen, da han forsøgte sidste gang. Men han forstod værdien af at investere i America’s Cup, han opbyggede parallelt sit verdensomspændende varemærke Liptons Teas.

Fremgangsrigt at forsvare hver udfordring blev New York Yacht Clubs vane. Klubben beholdt trofæet i sin prestigefyldte Yacht Club på Manhattan i New York i 132 år, til 1983. Efter sejren i 1851 forsvarede NYYC trofæet 24 gange fra 1870 til 1980 og vandt i de år i alt 81 af 93 sejladser. Det er den længste sejrsrække i sportshistorien, en sejrsrække som blev brudt i 1983.
Bag den succesrige udfordring stod australieren Alan Bond, som havde forsøgt tre gange før. Han kom med noget nyt på båden Australia II, vingekølen, designet af Ben Lexcen. Der opstod en retstvist om de revolutionerende vinger. Alan Bond holdt dog på sit, og han vandt i retssalen.
Udfordringen i sig selv var også kompliceret, med syv udfordrende klubber fra fem lande. Det var sådan, at udfordrerkonkurrencerne blev skabt, for at få den rette Udfordrer frem mod den rette Forsvarer; yderligere en Cup indstiftedes, af det franske modehus Louis Vuitton.
Alan Bond og hans holdskipper John Bertrand sørgede først for, at de andre seks udfordrere blev elimineret. Trods det, at Australien var bagud med 3-1 efter fire sejladser mod New York Yacht Club med Dennis Conner som skipper på Liberty, lykkedes det derefter for John Bertrand at vende America’s Cup-finalen og vinde med 4-3.
New York Yacht Club havde tabt en vigtig del af sin klub efter 132 år. Trofæet blev flyttet over til Royal Perth Yacht Club på den australske vestkyst.
I Fremantle ikke langt derfra skulle America’s Cup for første gang forsvares udenfor USA fire år senere.

I et America’s Cup, som gennem historien har set udviklingen fra klipperskibe, skonnerter til de klassiske J-både før anden verdenskrig og 12-metere, kom derefter næste udvikling. I stedet for at bruge aluminium, som bådene nu blev bygget af, anløb New Zealand Fremantle med en båd bygget i glasfiber, K27. Protesterne hjalp ikke. Den fik kælenavnet ”Plastic Fantastic”. Designet af Bruce Farr, Laurie Davidson og Ron Holland og med Chris Dickson som holdskipper nåede man finalen i denne anden Louis Vuitton Cup med en fantastisk rekord; 37 sejre, kun et nederlag.
I finalen i America’s Cup 1987 var Dennis Conner dog opsat på revanche med sin Stars & Stripes. For evigt skulle han nu forbindes med, at han var holdskipperen som bar ansvaret, da USA måtte give America’s Cup-trofæet fra sig. Men han skulle også bliver den, der førte den tilbage til sin land.
Det lykkedes ham at besejre New Zealand med 4-1 i Louis Vuitton Cup-finalen og den nye australske båd Kookaburra III med 4-0 i America’s Cup-finalen.

Trofæet førtes atter til USA, til San Diego Yacht Club som Dennis Conner nu repræsenterede. Så indtraf den virkelige overraskelse. Den 17. juli 1987, samme år som San Diego Yacht Club netop havde erobret trofæet, kom en udfordring fra det lille yachtselskab Mercury Bay Boating i New Zealand. Konkurrencen skulle afgøres af både, som kunne være op til 90 fod lange, den maksimale længde i følge det gamle ”Deed of Gift.
Udfordreren, millionæren Michael Fay, havde fundet en chance for at udnytte et hul i det originale dokument, fra dengang trofæet blev doneret. 12erne var dermed væk.
Yachtklubbernes advokater kæmpede i månedsvis, lige til Dennis Conner den 19. januar 1988 udtalte, at han ville forsvare America’s Cup med en katamaran.
Konkurrencen indledtes, som sejlsportseksperterne havde forventet. ”The Big Boat” fra New Zealand havde ikke en chance. Katamaranen førte Dennis Conner til en 2-0-føring, med 19 og 21 minutters marginal.
Så gik Michael Fay rettens vej – og fik ret. San Diego Yacht Club blev diskvalificeret. Mercury Bay Boating havde vundet America’s Cup uden en eneste sejr på vandet.
Striden var ikke ovre med det.
Efter to appeller blev den endelige afgørelse endelig truffet den 26. april 1990. America’s Cup fik lov til at bliver i San Diego.
Mindet om ”The Big Boat” lever dog endnu. Den fragtedes tilbage til New Zealand. Den står i dag opstillet ved en af indgangene til Viaduct Harbour i Auckland.

Samtidig var America’s Cup mere eller mindre ødelagt, både hos publikum og sponsorer. Reglerne blev skrevet om, og en ny bådklasse blev født. IACC, International America’s Cup Class.
Formelen skulle give sejlsportsverdenen nye, højteknologiske både, meget hurtige i lette vinde.
Tallene talte deres klare sprog, sammenlignet med de gamle 12ere: 20 procent længere, 66 procent større sejloverflade, 34 procent lettere.
Bådene skulle også bliver meget, meget dyrere. Enorme summer blev skudt ind i udviklingen før America’s Cup i San Diego 1992.
Sverige deltog for tredje gang efter Pelle Petterssons to forsøg, der fik megen opmærksomhed, med båden Sverige i 1977 og 1980. Udfordringen af det syndikat, som kom med som Tre Kronor til San Diego 1992, var mindre vellykket.
Til sidst gjorde italienske Il Moro di Venezia op med New Zealand i Louis Vuitton Cup. New Zealand havnede for tredje gang i tre udfordringer i en retstvist, først glasfiberbåden, så ”The Big Boat”. Med Rod Davis som holdskipper havde New Zealand taget føringen med 3-1, da Italien, med Paul Cayard, framsatte anklager, som handlede om bovsprydet.
Den new zealandske udfordring kollapsede.
Men Il Moro di Venezia havde ikke en chance mod den 62-årige holdskipper Buddy Melges på America3 i America’s Cup-finalen. Det var første gang siden Louis Vuitton Cup indførtes i 1983, at Udfordreren ikke besejrede Forsvareren i finalen i America’s Cup.
Men en ny æra i trofæets historie havde set sin begyndelse – New Zealands.

1995 kom Team New Zealand til San Diego med to magiske både, de superhurtige Black Magic-både NZL 32 og NZL 38, designet af Laurie Davidson og Doug Peterson. Teamet blev ledet af Peter Blake, Russell Coutts og Tom Schnackenberg. Besætningen var erfaren, stort set den samme, som var med allerede i 1987.
I første omgang, og i semifinalen i Louis Vuitton Cup, brugte man NZL 38. Båden tabte kun en enkelt match i hele udfordringen – og det på grund af en protest.
Til Louis Vuitton Cup-finalen skiftede man så til søsterbåden NZL 32. Det blev en let sejr med 5-1 mod oneAustralia.
Udklasseringen af forsvaren af America’s Cup 1995 – igen den legendariske Dennis Conner – blev endnu mere brutal. 5-0. Royal New Zealand Yacht Squadron var dermed den fjerde yachtklub i historien til at tage trofæet med sig.
Tidligere indehavere; New York Yacht Club, Royal Perth Yacht Club og San Diego Yacht Club.

[Team New Zealand mot Prada]

Forud for America’s Cup-finalen 2000 i Hauraki-bugten udenfor Auckland gik en fem måneder lang udfordrerserie, med et nyt overlegent yachtselskab, Punta Ala Yacht Club. Det var Italiens tredje udfordring, men den første fra Pradas Patrizio Bertelli med hans båd Luna Rossa og skipper Francesco di Angelis.
Dermed skulle America’s Cup-finalen for første gang i historien afgøres uden amerikansk båd. Vist tabte Prada finalen med 5-0, og Team New Zealand skrev ny historie, som det første ikke-amerikanske hold nogensinde, der forsvarede trofæet i eget farvand.

[Viaduct Harbour i segeryra]

Allerede næste dag begyndte Prada at planlægge den næste udfordring til America’s Cup 2003, som skulle indledes med Louis Vuitton den 1. oktober 2002.
Ligesom Team New Zealand, forlod Prada derfor aldrig America’s Cup-byen i Viaduct Harbour i Auckland.
Der var derimod mange, der forlod det newzealandske hold. I løbet af kort tid var 20 af deres bedste folk sprunget fra og over til nye udfordrere, nemlig de nye iværksættere Larry Ellison, Craig McCaw og Ernesto Bertarelli, til syndikater, der fik navnene Oracle Racing, One-World Challenge og Alinghi Challenge.
Det er derfor, at eksempelvis skipperen Russell Coutts og designeren Laurie Davidson ikke var med i America’s Cup-finalen i 2003. Coutts blev skipper for Alinghi, Davidson designer hos OneWorld.
Team New Zealand havde heller ikke hele finansieringen klar inden næste forsvar af trofæet. Behovet for penge var én af årsagerne til, at man lige efter finalen i 2000 solgte trænings- og testbåden NZL 38 til en anden iværksætter, Jan Stenbeck og Victory Challenge. NZL 38 er den båd, der blev brugt til Louis Vuitton 1995, hvor den aldrig tabte en sejlads, men derimod en match, efter at en protest var blevet godkendt.
Finansiering var et mindre problem for de milliardærer, som var tilbage, flere end nogensinde før (selv om børsnedgangen efter år 2000 skadede nogle en hel del, især efter terrorangrebene mod World Trade Center i New York og Pentagon i Washington den 11. september 2001).
Også New York Yacht Club havde i tiden før Auckland 2002/2003 højtflyvende drømme om at tilbageerobre det trofæ, de havde været indehaver af i 132 år. Som ved nederlaget i 1983 blev klubben repræsenteret af Dennis Conner og hans Stars & Stripes-team.

1851 America, USA - Aurora, England 1-0
1870 Magic, USA - Cambria, England 1-0
1871 Columbia, USA - Livonia, England 4-1
1876 Madeline, USA - Countess of Dufferin, Canada 2-0
1881 Mischief, USA - Atalanta, Canada 4-1
1885 Puritan, USA – Genesta, England 2-0
1886 Mayflower, USA – Galatea, England 2-0
1887 Volunteer, USA – Thistle, Skotland 2-0
1893 Vigilant, USA - Valkyrie II, England 3-0
1895 Defender, USA - Valkyrie III, England 3-0
1899 Columbia, USA - Shamrock, Irland 3-0
1901 Columbia, USA - Shamrock II, Irland 3-0
1903 Reliance, USA - Shamrock III, Irland 3-0
1920 Resolute, USA - Shamrock IV, Irland 3-2
1930 Enterprise, USA - Shamrock V, Irland 4-0
1934 Rainbow, USA – Endeavour, England 4-2
1937 Ranger, USA - Endeavour II, England 4-0
1958 Columbia, USA - Sceptre, England 3-1
1962 Weatherly, USA - Gretel, Australien 4-1
1964 Constellation, USA – Sovereign, England 4-0
1970 Intrepid, USA - Gretel II, Australien 4-1
1974 Courageous, USA - Southern Cross, Australien 4-0
1977 Courageous, USA – Australia, Australien 4-0
1980 Freedom, USA – Australia, Australien 4-1
1983 Liberty, USA - Australia II, Australien 3-4
1987 Kookaburra III, Australien - Stars & Stripes, USA 0-4
1988 Stars & Stripes, USA - New Zealand, New Zealand 2-0
1992 America 3, USA - Il Moro di Venezia, Italien 4-1
1995 Young America, USA - Team New Zealand, New Zealand 0-5
2000 Team New Zealand - Luna Rossa, Italien 5-0
2003 Team New Zealand - Alinghi, Schweiz 0-5